Debat Norddjurs: Derfor har jeg trukket mig fra Venstres liste

Af Kaare Christensen, P Madsens Vej 23, 8586 Ørum Djurs, formand for Distrikt Ørum:
 
"Som offentliggjort i pressen i denne uge, har jeg valgt at trække mig som kandidat til KV13. Da jeg i sin tid sagde ja til at stille op til KV13 for Venstre, var det med et ønske om at være med til at skabe en endnu bedre og mere sammenhængende kommune, hvor der var tænkt på alle dele af kommunen og ikke kun på de 2 store ender.
Nu ville flertallet i den nuværende kommunalbestyrelse og børne- og ungdomsudvalget imidlertid det anderledes, med først en skolestrukturrapport og senest det forslag, der er sendt i høring omkring ændring af skoledistrikter. Med disse tiltag kan det jo ikke undgås, at valgkampen også kommer til at handle om skolestruktur.
Især forslaget om ændring af skoledistrikter har gjort, at vi selvfølgelig er meget på mærkerne i Distrikt Ørum, da vi bestemt ikke synes, at Ørum Skole skal beskæres i børnetallet ved at fjerne vore Fjellerup- og Fannerup-børn. Der er ingen tvivl om, at jeg vil kæmpe for Ørum Skole til det sidste, sammen med resten af bestyrelsen for Distrikt Ørum, og jeg vil ikke risikere, at det bliver opfattet som personlig valgkamp, derfor vælger jeg at trække mig som kandidat til kv13, så der ikke er tvivl om mit tilhørsforhold eller intentioner.
Ørum skole er på en lang række områder foran i forhold til kommunens planer for skoleområdet. Vi har arbejdet med inklusion i en årrække, inden det blev et politisk modeord. Vores overbygning er digitaliseret og fungerer rigtig godt, vores supergode lærerstab har arbejdet teambaseret i flere år, selv om det først nu er på tegnebrættet til en ny folkeskolelov. Sådan kunne jeg blive ved, men det er kun for at understrege, at man ved at amputere Ørum Skole ødelægger mange års arbejde."

Publiceret: 20. Juni 2013 07:00
 
 
 
AC Norddjurs | Formand | Rasmus Holm | Tlf.: 31198976 formand.acnorddjurs@gmail.com