Kommunalvalg - debat: Det kan ikke være så svært at forstå Christian Gleerup
Af Else Søjmark (S), politisk ordfører og næstformand BUU i Norddjurs:
 
Replik til Venstres kandidat, Christian Gleerup.
"Vi læser og opfatter forskelligt. Det fik jeg klart bekræftet, da jeg i Christian Gleerups indlæg om skoledistrikter kunne læse, at jeg på baggrund af, at der ikke er overraskelser i høringssvarene har konkluderet, at S derfor ikke har noget ønske om ændre.
Kære Christian Gleerup. Det ville klæ' dig at læse hele teksten inden du drager konklusioner og taler om arrogance eller ligegyldighed. Jeg har i mit indlæg tydeligt skrevet, at revurderingen af skoledistrikterne har været en nødvendighed for at få den tiltrængte ro på skoleområdet, så vi undgår, at Venstre og Borgerlisten ad denne vej kan åbne skolestrukturdebatten igen om kort tid. Det har vi jo set flere gange igennem de seneste år. Det burde ikke være så svært at forstå.
Udvalget (et enigt udvalg) skal vel ikke indstille at noget sendes i høring uden at vise respekt for høringsperioden? Det er det vi socialdemokrater har gjort og derfor set frem til høringssvarene fra skole- og børnebestyrelser. Du er da velkommen til at drøfte med dine partifæller, hvorfor de støttede en høring om skoledistrikter.
Og lad mig lige stoppe op her et kort øjeblik: det er jo en tanke værd, hvad der kunne være sket med Ørum Skole i dag, hvis socialdemokraterne havde støttet Venstres og Borgerlistens ønske om at lukke skoler. I S valgte vi først at tilkendegive vores holdning når høringssvarene var i hus med respekt for skole- og børnebestyrelser. Det er demokratiets spilleregler, og dem ønsker vi at overholde.
Der dukkede ikke noget op. Og dog – det er da glædeligt at Venstre nu klart tilkendegiver at de har skiftet holdning og ikke mere ønsker at lukke skoler. Det er den holdning vi socialdemokrater har haft gennem hele valgperioden."
 
Publiceret: 28. August 2013 14:21
 
 
 
AC Norddjurs | Formand | Rasmus Holm | Tlf.: 31198976 formand.acnorddjurs@gmail.com